Forside    Politik    Kampagnen    Billeder    Sagt    Om mig    Hot eller Not?    

Dagens Hot eller Not

 

Her vil jeg forholde mig til, hvad du har af spørgsmål om byen. Du skal bare komme med et udsagn, så siger jeg Hot eller Not. Denne del af siden bliver opdateret hver dag, så du løbende kan følge med i hvad der bliver meldt ud. Har du noget, du gerne vil have min mening om, så send en mail til jonas@stemjonas.dk eller en sms til 3124 7232.

 

11-11-2009    Marie Skjelbo: "Er kommunalt støttede non-profit initiativer til fordel for de socialt udsatte Hot eller Not?"

 

HOT: Når initiativer bliver sat i gang uden det formål at nogen skal sidde og tjene penge på det, tiltrækker det tit en masse ildsjæle der gør et rigtig godt stykke arbejde. Derudover kan sådanne initiativer tit løfte en opgave som kommunen kan have svært ved at udfylde. Flere non-profit initiativer i kommunen.

 

07-11-2009    Lasse Christensen: "Er udlicitering af kommunale serviceydelser Hot eller Not?"

 

NOT: Jeg er generelt meget imod at det offentlige udliciterer. Jeg synes vi har set, at det mange steder har betydet højere priser og dårligere service. Jeg tror ikke, at vi får bedre hjemmepleje af, at der sidder nogen og skal tjene penge på det. Lad det offentlige tage sig af alle vigtige ting som uddannelse, sundhed, forsyning og infrastruktur.

 

06-11-2009    Emil Postelmans: "Er coffeeshops i København Hot eller Not?"

 

HOT: Der er ikke nogen tvivl om at bandekrigen i høj grad handler om hashmarkedet. Ved at legalisere hash i København kunne vi komme mange af problemerne til livs. Det er vigtigt, at det bliver på en forsvarlig måde, så man ikke kan købe joints i 7-11. Jeg hælder mest til modellen hvor man kan købe det på apoteket, men er ikke afvisende overfor coffeeshopmodellen.

 

05-11-2009    Mette Hedegaard Nielsen: "Er bredere cykelstier Hot eller Not?"

 

Hot: De steder hvor der er rigtig mange cykel er det oplagt at bygge bredere cykelstier. Jeg synes dog, at det er vigtigere at bygge cykelstier der hvor der ikke er nogen, som på Rantzausgade og Istedgade.

 

04-11-2009    Kaare Dybvad: "Er svenskere i København Hot eller Not?"

 

HOT: Jeg kan ikke andet end at synes det er fedt, at København er så lækker en by, at nogen vælger at veksle deres penge til nogle der er væsentligt mere værd, for at krydse sundet og bruge dem her, selvom alt er billigere på den anden side. Hvad ville Nyhavn være uden svenskere, hvad ville Øresundskollegiet være uden dem fra Færøerne? Generlt synes jeg det er dejligt når vores nordiske venner vælger at tage til vores hovedstad.

 

03-11-2009    Line Wagner: "Er en højere kriminel lavalder end 15 år Hot eller Not?"

 

HOT: Jeg mener, at vi burde hæve dem kriminelle lavalder til 16 år, og sænker valgretsalderen til 16 år. Jeg synes der bør være sammenhæng mellem, at man kan være med til at vælge de politikere der laver de love man skal overholde og kan straffes for at overtræde.

 

02-11-2009    Troels Yde Toftdal: "Er højhuse Hot eller Not"

 

HOT: En hver storby med respekt for sig selv har højhuse. Det er smart, praktisk, miljøvenligt og kan se rigtig godt ud. Det er vigtigt, at man tager højde for København som by, og ikke smadrer de gamle bydele med store klodser, men med respekt for de gamle bydele, kan der sagtens bygges højhuse i København.

 

29-10-2009    Ditte Simonsen: "Er modersmålsundervisning Hot eller Not?"

 

HOT: Ens modersmål er udgangspunktet for at lære nye sprog. Når man lærer børnene engelsk i den danske folkeskole, så er det med udgangspunkt i det de kender til dansk. Jeg er sikker på, at det vil gøre de børn der ikke har dansk som modersmål, bedre til dansk hvis de også får undervisning i deres modersmål. vi skal have modersmålsundervisning tilbage i folkeskolen.

 

28-10-2009    Nicolas Stig: "Er det Hot eller Not, at det tager over en halv time at komme fra Nordvest og Tingbjerg til Københavns centrum?"

 

NOT: Det tager alt for lang tid at komme fra Brønshøj, Tingbjerg og Nordvest ind til centrum i dag. Jeg vil arbejde for at få ført en ny metrolinje over Husum Torv til Tingbjerg. Det vil bringe byen tættere sammen, og skabe udvikling i både Brønshøj, Tingbjerg og Nordvest. Investeringer og forbedringer af den kollektive transport skal finansieres af Road-Pricing i byen, så det er bilisterne der betaler for, at den kollektive transport bliver forbedret.

 

27-10-2009    Sune Gudmundsson: "Er graffitien i København Hot eller Not?"

 

HOT: Graffiti hører med til en storby og er noget af det der adskiller København fra provinsen. Samtidig mener jeg, at det er vigtigt at værne om folks private ejendom. Folk må selv bestemme hvordan deres facade skal se ud. Derfor er det vigtigt, at kommunen laver nogle rum til graffiti, for hvad ville viadukten under Dronning Louises bro være uden graffiti? Lad so få dækket nogle af de kommunale grå flader med maling og gadekunst, og slå hårdt ned på hærværk mod københavnernes ejendom.

 

26-10-2009    Frank Bækby: "Er det Hot eller Not at P-afgiften for Københavnere stiger med 350 procent på en gang?"

 

NOT: Vi skal begrænse pendlertrafikken mest muligt i København, og så skal vi københavnerne til at blive bedre til at lade bilen stå. Umiddelbart er det en god íde at hæve P-afgiften, men ikke med 350 procent på én gang. For mange børnefamilier kan det virke umuligt at få en hverdag til at hænge sammen uden en bil. Det er ikke københavnerne der skal straffe, men i højere grad de udefrakommende der skal begynde at tage toget i stedet for at deres bil ind til byen.  

 

25-10-2009    Mette Winkler "Er det Hot eller Not at bryde loven for at skjule en irakisk flygtning?"

 

HOT: Civil ulydighed kendetegner et sundt samfund. Jeg forstår udemærket, at nogle er rigtig trætte af at bo i et land der behandler flygtning som vi gør i Danmark. Jeg har stor respekt for Kirke Asyl, jeg har stor respekt for Per Ramsdal og jeg har kæmpe respekt for alle de der mødte op da kirken blev ryddet.

 

24-10-2009    Jørgen Abildgaard: "Er billigere offentlig transport i København Hot eller NOT?"

 

HOT: Det er klart, at der er færre mennesker der bruger den kollektive transport når det koster en krig at køre 500 meter. Jeg synes man burde forsøge med gratis kollektiv transport i København. Undersøgelser viser, at det koster 10 kroner per billet at håndtere penegen og administrationen ved at have billetter. Derfor koster det faktisk det samme at sænke prisen til en 10'er per billet, som det koster at gøre det gratis.

 

23-10-2009    Anna Ingrish og Morten Jørgensen: "Er fixerum i København Hot eller Not?"

 

HOT: Vi skal have fixerum i København, og det kan kun gå for langsomt. Nu har vi en situation hvor narkomaner fixer på gymnasietoiletter. Jeg tror ikke, at narkomanerne synes det er særlig sjovt, og det er til stor gene for eleverne. Desværre er det her en regeringsbeslutning, så jeg vil arbejde rigtig hårdt for at lægge pres på regeringen igen og igen.

 

22-10-2009    Simon Redder: "Er flere cykelbroer i havnen Hot eller Not?"

 

HOT: Broer over havnen er hot fordi de er med til at bringe københavnerne tættere på hinanden. Det har helt sikkert haft en positiv indflydelse på området ved havnebadet på Islands Brygge, at cykelbroen er kommet. Det er vigtigt at tage højde for lokalområdet, men generelt er broer med til at skabe udvikling og samle København.

 

21-10-2009    Mikkel Marienlund: "Er løb om søerne Hot eller Not?"

 

NOT: Løb i København er meget hot. Jeg holder selv meget af at løbe i København men er holdt op med at løbe rundt om søerne. Faktisk kan man, i lungerne, mærke forskel på om man løber på den side af søerne hvor der kører biler, eller om man løber på den side af søerne der er lukket for biler. Det kan ikke være sundt. Derfor løber jeg i Fælledparken i stedet. Løb er hot, al den trafik der er på østsiden af søerne er not.

 

20-10-2009    Sara Ronja Duus: "Er regionaltogsperronen på Nørreport station Hot eller Not?"

 

NOT: Regionaltogsperronen er måske det mest triste sted i hele København. Der trænger virkelig til at blive gjort noget Nørreport Station, og derfor forslår jeg at lade unge up comming kunstnere udsmykke stationen, så den bliver interessant og et sted man rent faktisk har lyst til at opholde sig mens man venter på toget.

 

19-10-2009    Andreas Eliasen: "Er økologisk mad i daginstitutionerne Hot eller Not?"

 

HOT: Økologisk mad i daginstitutionerne er meget hot, fordi børnene i de københavnske daginstitutioner skal have noget ordentligt at spise. Hvis man er mæt, har man meget bedre forudsætninger for at lære. Nogle familier har ikke ressourcer til at give deres børn mad med hjemmefra, og ens baggrund skal ikke afgøre, om man skal lære noget og have energi til dagen.

  

 

De sidste dage

De sidste dage skal bruges på at overbevise de vælgere der ikke har besluttet sig endnu. Vi kører stort set kampagne uafbrudt frem til valget, og du er meget velkommen til at give en hånd. Ring eller skriv til 3124 7232, så kommer du med på holdet.

Jonas Bjørn | 3124 7232 | jonas@stemjonas.dk