Forbyd sexkøb NU! - Kig mod det svenske eksempel
Af MF Yildiz Akdogan, MEP Britta Thomsen og Jonas Bjørn kandidat til BR
Prostitution er et voksende problem i verden, både for samfundet og den enkelte. Alene i Danmark er der officielt over 5.600 prostituerede, men vi kender ikke det nøjagtige tal, da området ikke er tilstrækkeligt udforsket. Størstedelen af de prostituerede lever under vilkår, hvor tæsk, trusler på livet og voldtægter er hverdagskost. Kan vi virkelig være det bekendt uden at gøre noget? Det er normalt ikke forhold, vi ville finde os i på en dansk arbejdsplads.
Det argument, som man møder hver gang man starter en diskussion om at kriminalisere prostitutionskunderne, er, at et forbud mod sexkøb kun vil gøre miljøet værre og gemme de prostituerede endnu længere væk. Et argument som bygger på en præmis om, at miljøet ikke ser sådan ud i dag. Når man snakker med folk, der dagligt arbejder med prostituerede, siger de, at miljøet allerede er kriminelt. Reden i København siger, at det her område er så betændt og lyssky som det overhovedet kan blive, og et forbud derfor ikke vil gøre det værre – det er simpelthen ikke muligt.
Det er på tide vi siger klart og tydeligt fra: Det er IKKE i orden at købe et andet menneske. Det er på tide vi tør kigge kunden i øjnene og sige fra. For hvis ikke der var en stor og stigende kundeefterspørgsel, så var der ingen grund til at sælge kvinder til prostitution i Danmark.
Hvis man vil have et pejlemærke i forhold til, hvordan et forbud vil påvirke den danske prostitution er det en god ide at vende blikket mod Sverige. Her vedtog man et forbud mod sexkøb i 1999, altså for ti år siden, og resultaterne er allerede tydelige.
Hele den globale menneskehandel, også kaldet trafficking, er i store træk gået udenom Sverige. Det skyldes, at det er så besværligt at starte bordelvirksomhed og drive gade-prostitution på grund af loven. I Sverige har forbuddet altså begrænset den grimmeste form for prostitution i form af menneskehandel.
Men det er langt fra det eneste resultat vi har set. Når man ser på antallet af prostituerede, så anslår man, at Danmark har ti gange så mange prostituerede i forhold til indbyggertal. En forskel man i Sverige forklarer med, at det er lykkedes at skabe en holdningsændring. Dengang de vedtog loven i Sverige, var det med cirka 60 procents flertal i parlamentet, hvorimod der i dag er over 90 procents opbakning til loven i parlamentet. Derudover viser undersøgelser, at et flertal af svenske unge i dag ikke synes det er i orden at eksperimentere med prostitution, de synes f.eks. ikke, at det er i orden at bestille en prostitueret til en polterabend, hvor billedet er modsat i Danmark. Her mener et flertal af de unge, at det er acceptabelt at eksperimentere med det.
Et forbud mod sexkøb fjerner ikke i sig selv prostitutionen, men det udsender et vigtigt signal. Et forbud skal knyttes sammen med en lang række andre tiltag. Vi er som socialdemokrater forpligtede til at beskytte de svageste; et forbud vil sænke tærsklen og bremse for tilstrømningen til branchen. Et forbud vil gøre Danmark mindre attraktiv for trafficking. Handel med mennesker til prostitution er på verdensplan det mest lukrative forretningsområde for kriminelle grupper, mere lukrativt end våben- og narkohandel. Årsagen til det er sexkøberne. De skaber grundlaget for handel med mennesker til prostitution, og deres penge finansierer et stort og dybt kriminelt miljø. Det er den letteste sag at drive en omfattende alfonseri- og bordelvirksomhed i Danmark. Fordi vi ikke vil tage stilling.
|
De sidste dage

De sidste dage skal bruges på at overbevise de vælgere der ikke har besluttet sig endnu. Vi kører stort set kampagne uafbrudt frem til valget, og du er meget velkommen til at give en hånd. Ring eller skriv til 3124 7232, så kommer du med på holdet.
|